3 grunde til ikke at købe ny mobiltelefon

Onsdag, 19. april 2017 | Mobilabonnement

Mød Liam Apple's genbrugsrobot kan adskille og sortere komponenterne fra en iPhone på 6-11 sekunder. Foto: Apple

Min nuværende mobiltelefon er fire år gammel og det er et bevidst valg. Der er nemlig mange fordele ved droppe den konstante jagt på det nyeste nye indenfor funklende gadgets. Her er tre gode grunde til at du også bør beholde i din gamle mobiltelefon et stykke tid endnu.

Det kan være fristende hele tiden at opgraderer til den seneste model. Du tænker sikkert at det vil signalere at du er på forkant med den teknologiske udvikling. Hvad ville dine venner ikke tænke, hvis du gik rundt med en gammel mobiltelefon?

Jeg vil argumentere for at det er et ligeså stærkt signal at sende omverden, hvis du går mod strømmen, og beholder din gamle telefon.

1-års cyklus

Hver gang en ny generation bliver lanceret, bliver den markedsført på et par nye features som tilsyneladende er så fantastiske, at man bør undre sig over hvordan man overhovedet kunne eksistere foruden.

Producenterne af mobiltelefoner arbejder med 1-års cykluser. Hvert år lancerer de nye modeller som får sidste års topskud til at fremstå forældet.

Hvis jeg for eksempel red med på bølgen og købte den nyeste iPhone 7 i dag, ville jeg allerede om fem måneder, når den næste model bliver lanceret til september, føle, at min ellers spritnye iPhone 7 var forældet.

Virkeligheden er du blot et nemt offer for mobilproducenternes marketing idet producenterne appellerer til forbrugernes købetrang og en brug-og-smid-væk kultur.

Samtidigt mister tidligere modeller support, opdateringer eller simpelthen holder op med at fungere.

Dette fænonmen hedder “planlagt forædelse” og er et princip indenfor industielt design. Et produkt designes bevidst til at holde i en begrænset periode, selvom det potentielt kunne holde længere.

Minimalisme vinder frem

I gamle dage havde tøjindustrien to sæsoner: forår/sommer og efterår/vinter. Hver sæson blev præsenteret 12 måneder inden de kom på markedet således at indkøbere havde tid til at bestille i god tid og producenterne havde tid til at producere og distribuere.

Når man i dag taler om fast fashion, opererer tøjproducenter som H&M, Zara og Topshop med langt kortere tid mellem hver sæson. Disse industrikæmper har 52 mini-sæsoner.

På den måde er modeindstrien designet til at føle dig håbløst umoderne efter én uge.

Inden for forbrugertrends er minimalismen ikke til at komme udenom. Det er et modsvar til forbrugerkulturen hvor man får et kick af hele tiden at købe nyt.

Man kan være minimalist i større eller mindre omfang. De mest ekstreme eksempler på minimalisme er folk som har har gjort af med stort set alle deres ejendomme pånær de 100 mest nødvendige ting.

Hvis du kun måtte eje 100 genstande, hvad ville du så vælge?

Det handler om at være bevidst om sine valg og, ikke mindst, fravalg. Om at købe produkter som holder længere, genbruge, og om at rydde op i sit hjem, liv og sind.

Denne tankegang er gradvist ved at vinde indpas i Danmark. Man kan se tegn på det i vores stigende interesse i loppemarkeder og initiative til reducering af madspild. Nye mobilapps som Tradono og To Good To Go er tydelige beviser herpå.

Tænk på miljøet

I en rapport fra konsulentvirksomheden McKinsey, blev det estimeret at for hvert 1 kilo færdigproduceret tøj, genereres 23 kilo drivhusgas.

Udover drivhusgassen bliver vi også nød til at tale om vandforbruget. Der bliver hvert år produceret 2 milliarder par jeans. For hvert par jeans der produceres bliver der i gennemsnit brugt 7.000 liter vand. Det kræver 2.700 liter vand at producere en t-shirt.

På sammen måde tynger produktionen af mobiltelefoner kraftigt på jordens ressourcer.

Den gennemsnitlige forbruger udskifter sin mobiltelefon hver 11. til 18. måned og de gamle telefoner bliver til elektronisk affald.

Apple er i mange gået i spidsen for at indføre initiativer til at undgå konfliktmineraler og mindske de miljømæssige påvirkninger. For eksempel har de lavet en advanceret robot, Liam, der adskiller og sorterer forældede eller ødelagte iPhones iPhones.

Men uanset hvor gode de er til at adskille og genbruge, så viser studier at 40-50% af de miljømæssige påvirkninger fra mobiltelefoner stammer fra produktionen af apparaterne.

“For hver 10.000 telefoner Liam demonterer, har vi potentialet til at inddrive 190 kg aluminium, 80 kg kobber, 0,13 kg guld, 0,04 kg platin, 0,70 kg sølv, 5,5 kg tin og 2,4 kg sjældne jordarter,” Apple

Spar penge

Min mobiltelefon er en iPhone 5s, som kom på markedet i 2013. Hvis jeg skulle have fulgt normal praksis og udskiftet den hvert gang der kom en ny version, ville jeg have brugt i omegnen af 24.000 kr. på hhv. en iPhone 6, 6s, 7. Og yderligere 8.000 kr. mere om fem måneder når iPhone 8, eller hvad den bliver døbt, kommer på markedet.

De nye modeller er uden tvivl hurtigere og tyndere, og de har nogle features som min iPhone 5s ikke har. Men min telefon fungerer perfekt til det jeg har brug for.

Og jo, jeg glæder mig til det tidspunkt min telefon er udtjent og jeg skal have en ny iPhone. Men jeg har ikke travlt.

Jeg vælger som jeg gør udfra et politisk, etisk og økonomisk standpunkt. Og jeg vil opfordre dig til at gøre det samme.


Skrevet af
Jacob Langvad Nilsson

Jacob skriver om penge og privatøkonomi, og tips til hvordan du at kan få mere for dine penge